3 Kommentarer on “039 Symbionter”

1. SF-litteraturen vrimler med fortællinger om symbionter. Og nogle gange er de idiotiske – både fortællingerne og symbionterne – og andre gange er de nærmest bevidsthedsudvidende.

   Men i vores omgivende natur er der også en sand velsignelse af symbioser, man næsten kan blive helt svimmel over. F.eks. “Portugisisk Orlogsmand”, hvilket godt kunne ligne en gople (og vel også er det, rent zoologisk). Men rent faktisk (som det hedder nu om dage) er den faktisk en koloni af specialiserede individer, der tilhører samme art. Man kunne kalde den “en havgående myretue” (for want of better ….)

   Det måske mest interessante – bortset fra tarmflora & hwaharvi – er muligvis, at diverse cellekomponenter i vore kroppe (og det gælder hele faunaen og floraen) er symbionter. Alle Golgi-apparater, Mitokondrier, Endoplasmatiske reticulummer har engang været “selvstændige” organismer (vi er tilbage i præ-kambrium), men fandt sammen, indenfor cellemembranen, som “svar” på det evolutionære tryk.

   Dette er ikke at forstå som en kritik af hverken podcasten eller Ipsens novelle, men til almindelig oplysning og undren (og jeg kan godt, allerede nu, høre det let overbærende – men dog ironiske – svar.
   Hvilket ikke skal skille os. Jeg hører som altid frem til næste ‘cast.
   Hilsen Henning

   Svar

   1. Naturen er fabelagtig.

      (Var det det svar, du frygtede?)

      Svar

      1. Min mors søn frygter intet – 🙂

         Og jeg forestillede mig i virkeligheden mere noget med: ” – Nu skal man jo huske, at dette drejer sig om skønlitteratur”; eller: ” – Forfattere har digterisk frihed”; eller: ” – En enkelt novelle kan ikke besvare alle spørgsmål”; eller: “- Ja, alle har vel ret til at kloge sig”.

         Men: ” Naturen er fabelagtig” er jeg faktisk glad for. For det er den! Også når den udfolder sig “modbydeligt” efter menneskelig standard – og det gør den ofte, men det er “standarden” der har hjernen i klemme – ikke Naturen.

         hilsen Henning

         Svar