2 Kommentarer on “003 Mars’ skjolde”

1. Hej Lise, Niels og robotterne.

   Nogle har robotter – andre har rotter – på loftet. I den desværre alt for konkrete virkelighed, har jeg nok flere rotter på loftet, end robotter (eller også er det en husmår). Men på det mere – skalvisige – “abstrakte” plan, har jeg vist begge dele, samt grønne marsmænd, tidsmaskiner og rumraketter (så tro da faen, at der aldrig er ro, på øverste etage).

   Det var dog en pragtfuld gennemgang af en novelle, jeg med al mulig beklagelse må vedgå, at jeg ikke har læst. hvilket der kan gøres noget ved – hæhæ! Og forbindelsen til “Barsoom” synes helt klart, at være tilstede (der er også en “iltfabrik” på “Barsoom”, vist endda situeret i “Helium” – hvad man så ellers kan uddrage af det :-D)
   Vi har vel alle vort, og associationer hører ind under frie valg, hvorfor jeg da skynde mig at sige, Robinson og Bradbury naturligvis måtte adresseres. Ikke desto mindre sad jeg og ventede en reference til Dicks “Martian timeslip”. Og det hænger sammen med noget Lise var inde på, nemlig Gene Wolfes ikke altid helt gennemskuelige udredninger af det kausale i narrativet. Et forhold jeg også er stødt på, ikke mindst i “The fifth head of Cerberus”.
   Nogle har udnævnt Wolfe til at være en “writers writer”, underforstået i kategori med Joyce, Borges, Calvino, Marquez. Og hvis det er med den på, så hedder formen “stream of (un)consciousness” eller “magisk realisme”. Hvilket kører fint i f.eks. mandens “The Book Of The New Sun”, der nærmer sig genrebetegnelsen “science fantasy” (se Vance og Moorcock – også “Dying Earth”-scenariet). Men vi bremser lige …
   I “The death of Doctor Island” skal man virkelig skrue brillen på, for at få noget ud af fortællingen. Det gør ikke fortællingen uinteressant, men måske gør det narrative interiør fortællingen mere utilnærmelig.
   Jeg ved det ikke. Men jeg tænker, at science fiction – fremadrettet – må finde en “modus”, hvor det “mærkværdiggjorte” også adapterer litterære former/skemaer fra andre genrer. Og måske er vi blot vidner til de allerspædeste skridt i den retning (bortset fra Aldiss’ og Moorcocks og Spinrads eksperimenter – hvilket er SÅ meget “yesteryear”).

   Okay! Det greb om sig – det løb af med mig. Mea culpa og scusi. For i virkeligheden ville jeg bare sig tusind tak for en halv times tid, med ørerne i maskinen, der foranledigede disse tanker. Jeg forbliver “fast lytter” – det er ikke en trussel; det er en erklæring 🙂

   hilsen Henning

   Svar

   1. Tak for roserne.

      Ja, Wolfe kan godt være svær. Men det virker også som om, han er en, nogen sætter meget pris på.

      Der er jo så mange historier om Mars. Sjovt at Dick poppede op hos dig.

      Svar